Jeg har en plan om at vi i vores have, på et tidspunkt skal have bygget 3-4 store lækre højbede, hvor vi kan plante grønsager. Jeg har fundet en god plet i haven hvor der er masser af sol, og hvor jeg tænker det må være ideelt at lave en lille køkkenhave. Samtidig vil jeg gerne have min køkkenhave skal være oppe ved vores hus, og ikke gemt væk nede i baghaven som man ofte gjorde det i gamle dage. Først og fremmest så tænker jeg, at det må være et smukt syn fra vores terrasse at kunne kigge ud på en hyggelig køkkenhave og se hvordan det hele vokser. Dernæst er det også praktisk at grønsager og krydderurter er inden for rækkevide når der er gang i gryderne i køkkenet.
I mellemtiden, indtil jeg får realiseret min drøm om højbede, må jeg tage til takke med lidt forskellige lækkerrier plantet i krukker rundt omkring i haven og på terrassen.
Her har jeg taget et billede af mine gule cherrytomater lige efter et skybrud. Jeg er virkelig glad for mine gule cherrytomater, som jeg går og snacker hver dag når jeg kommer hjem fra arbejde. Selvom jeg kun har én plante så bliver der bare ved med at komme nye tomater på, også selvom jeg går og spiser dem. Utroligt at denne lille tomatplant har så højt et udbytte! De smager vildt lækkert og er meget søde og friske i smagen. Tomater kan både dyrkes i drivhus og på friland, afhængig af hvilken sort du har valgt. Mine gule cherrytomater går både til friland og i drivhus, og klarer sig helt perfekt i det danske sommervejr – så det er bare om at få fat i nogle krukker hvis du ønsker at høste dine egne cherrytomater.
Jeg har købt disse gule cherrytomater på den lokale planteskole, og jeg har helt sikkert tænkt mig at komme forbi igen til næste år og køber nogle flere, forhåbentligt til mine højbede!